Jeg arbejder med det, der ikke bevæger sig, men som alligevel forskyder sig. Med det, der er synligt, men som undslipper i det øjeblik, man forsøger at fastholde det. Med det, der er kendt, men som mister sin form, når man ser på det længe nok. 

Mine værker er ikke fortællinger. De er tilstande. De er ikke strukturer. De er varigheder. De er ikke svar. De er iagttagelser. 

I “J” er det kameraet, der ser — ikke personen. I novellen “Når ingen kommer hjem” er det kroppen, der er bundet — ikke tiden. I digtsamlingen “Jeg, København” er det byen, der opløses — ikke digteren. I det digitale værk “Du tror du forstår værket. Men værket undslipper din forståelse” er det forståelsen, der slipper — ikke værket. 

Poetikken er derfor ikke en metode, men en gestus: at lade verden stå stille længe nok til, at den begynder at opløses af sig selv, så det fravær der opstår, fordrer refleksion.