Johannes Victor (f. 1977) er en københavnsk kunstner, der arbejder i spændingsfeltet mellem fravær, observation og den eksistentielle klarhed, der opstår, når et menneske mister noget, det ikke kan erstatte. Hans kunstneriske praksis begynder ikke som et projekt, men som en nødvendighed. Den er blevet til over mere end et årti, i takt med en indre bevægelse, der først sent i hans liv fandt en form. 

Johannes voksede op i indre by i København og levede sine første mange år uden nogen forestilling om, at han skulle skabe kunst. I 2015 arvede han en stor sum penge, og det blev begyndelsen på en stille opløsning: han stoppede med at arbejde fra den ene dag til den anden, begyndte at vandre gennem byen og skabte sine første rå, uorganiserede notater, ideer og skitser. Ikke som kunst, men som en måde at holde sig selv samlet på. Det var her, hans praksis begyndte — i det uformede, i det private, i det nødvendige. 

En central figur i hans kunstneriske udvikling er Julie. Deres forhold udviklede sig langsomt, næsten umærkeligt, og kom til at præge hans liv. Hun blev aldrig en romantisk partner, som han ønskede det. Hun er ikke en figur eller person i hans værker, men en temperatur: en optik, en indre bevægelse. Da hun forsvandt ud af hans liv i 2024, ændrede det hans sit syn på sin kunst. Det var tabet af hende, der gjorde hans arbejde nødvendigt.  

Hendes fravær blev den indre akse, som alle hans projekter drejer omkring: digtene, filmen, det digitale værk og novellen. Hun er ikke motivet, men bevægelsen. Ikke temaet, men temperaturen. Ikke historien, men årsagen. 

Julie er ikke blot til stede i hans kunst. Hun er en af de vigtigste årsager til, at han overhovedet skaber den. Hun var årsagen til at han i 2024 besluttede at arbejde på at få gjort de forskellige projekter færdige og at de ikke længere blot skulle være private og personlige. 

Efter bruddet i 2024 rejste Johannes til Paris. Byen ramte ham med sin kunstneriske og litterære historie, især årene mellem 1920 og 1950. Han gik i gaderne, hvor Camus skrev om fremmedhed som klarhed, sad på caféer hvor Sartre formulerede frihedens byrde, og læste om Kierkegaards tanker om angst som mulighed. Han genkendte sig selv i dem — ikke som intellektuel, men som menneske. Paris blev stedet, hvor han forstod, at hans fragmenter havde form, og at hans stemme var blevet til gennem de år, han havde forsøgt at leve uden at miste sig selv. Paris er en by, Johannes ofte vender tilbage til. 

Johannes’ kunstneriske praksis bærer spor af denne eksistentielle tradition. Ikke som citater, men som temperaturer. Hans værker har Camus’ klare fremmedhed, Kierkegaards stille uro, Sartres ansvarstunge frihed og Tom Kristensens sans for opløsningens rytme. Han arbejder ikke i deres skygge, men i deres åndedrag — som en, der genkender verden gennem de samme brudflader. 

Hvor Paris er byen Johannes samler mod i og hvor ideerne samler sig, er København hans egentlige scene: de natlige vandringer, de gamle barer, samtaler med fremmede, de små jazzscener, de stræder hvor lyset falder skævt på murene. Jazzen blev en sen forelskelse — en musikform, der spejlede hans egen måde at være i verden på: improviseret, uperfekt, uden klimaks, uden konklusion. Han skaber i samme tone: stille, præcis, uden store armbevægelser, men med en underliggende varme. 

Hans værker er ikke fortællinger eller historier i klassisk forstand. De er fraværshistorier. De er ikke bekendelser. De er vidnesbyrd. De er ikke portrætter. De er temperaturer. Johannes skaber ikke for at blive set. Han skaber, fordi kunsten er det eneste sted, hvor han kan fastholde det, der ellers ville forsvinde — og fordi Julie, i sin tilstedeværelse og sit fravær, gjorde det umuligt for ham at lade være.